lørdag den 17. april 2010

Manden, ikke bolden

Litteraturanmelder ved Information, Erik Skyum, beskydes flere steder fra for at nedgøre forfattere, senest Niels Frank. Erik Skyum kalder ham "elitebøsse" på den mest nedladende facon. I Skyums anmeldelse af Franks seneste bog: "Spørgespil", går anmelderen mere efter
manden end efter bolden. Man har efter endt læsning ikke fået nogle informationer om bogen, men man er da klar over, at Niels Frank er en slet person, der mere burde skamme sig, end skrive bøger.
Og uden sammenligning i øvrigt, jeg er blot en mindre forfatterfisk i havet, så har jeg selv smagt Skyums nedladende facon. Jeg mødte ham på Askov højskole. Jeg var svanger med Havet under huden, det var faktisk i de dage jeg skulle til at debutere på Borgen. Vi sad i kantinen og diskuterede Grotrian, kan jeg huske, mig og Skyum og flere andre. Skyum siger: Jeg forstår ikke Grotirans digte. Jeg svarer, det er da ellers ikke så svært, de skal slet ikke forståes. Han kigger på mig med det mest nedladende blik jeg nogensinde har mødt: Hvem er du? spørger han, som om jeg var noget katten havde slæbt med ind. Senere anmeldte han mig ad helvedes til i Information, endnu senere i en liste over debutanter det år, tog han alle med undtagen mig. Han har siden hen ikke nedværdiget sig til at røre ved mine bøger. På den måde blev jeg dømt ude af en af de to hovedanmeldere, den anden, Lars Bukdahl, har ikke på samme måde straffet med tavshed, han kan bare ikke lide mine ting.
Nej, det er ikke paranoier, havde jeg ikke mødt Skyum der på højskolen i 98, eller havde jeg holdt min kæft, kunne det hele, eller måske blot det halve, have gået meget anderledes. Pressen
har jo sin del i om en forfatter slår igennem eller ej.
Han kan godt bruge negativ omtale, men tavshed er dræbende gift for forfatteren.

0 kommentarer:

Send en kommentar